Efter fire år som direktør for Bæredygtigt Landbrug vil Vagn Lundsteen atter have fingrene mere tilbage i mulden.

- Det har været fire fantastisk spændende og givende år, men nu er tiden inde til at en anden overtager faklen og jeg får mere plads i kalenderen til rådgivning. Jeg skal have fingrene tilbage i mulden, siger Vagn Lundsteen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har ambitioner om at hæve niveauet for dansk planteavlsrådgivning.

Chefjurist Bjarne Nigaard overtager posten som direktør for Bæredygtigt Landbrug pr. 1. juli 2014.

- Den naturlige udvikling, som Bæredygtigt Landbrug har været igennem, fra protestforening til en forening med politisk indflydelse fortsætter for fuld damp, og her vurderer vi, at Bjarne Nigaards juridiske tilgang er nødvendig, ligesom vi får gavn af de gode evner som organisator, han besidder, siger bestyrelsesformand Flemming Fuglede Jørgensen.

- Vagn Lundsteen er fortsat den vigtigste faglige kapacitet i foreningen og vil fortsat være en vigtig del af organisationen. Vi kan ikke undvære hans gennemslagskraft på Christiansborg både i tale og på skrift.

Vagn Lundsteen har sagt ja til fortsat at være tilknyttet foreningen som fagpolitisk rådgiver.Bjarne Nigaard, der har været ansat i foreningen siden januar 2013, glæder sig til de nye udfordringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny direktør

Den nye direktør ser frem til at arbejde videre med bestyrelsen og organisationens flere end 4.000 medlemmer.

- Bæredygtigt Landbrug er udsprunget af en utilfredshed, der bundede i at erhvervet blev hængt ud uden at nogen tog til genmæle. Det har været nødvendigt at råbe højt for at gøre beslutningstagere og den brede offentlighed opmærksom på, at der var et problem. Nu er vi brudt gennem lydmuren, synes jeg. Derfor er det nu tid til, at vi tager arbejdshandskerne på og viser, hvor vi skal hen og hvordan. Du kan sige, at min forgænger har kørt med den store sneplov og ryddet vejen, foreningen kan fortsætte ad, siger Bjarne Nigaard.