I forbindelse med Det Fynske Dyrskue i Odense den 12. til 14. juni præsenter Folmer og Maria Hadberg-Rasmussen den australske kvægrace Murray Green.

Det var netop i Australien, at ægteparret Hadberg-Rasmussen stiftede bekendtskab med racen første gang. Førstehåndsindtrykket af de robuste dyr med et fantastisk temperament var så stort, at Folmer og Maria Hadberg-Rasmussen satte sig for at få Murray Grey-racen til Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I august 2010 blev de første to kvier af racen Murray Grey importeret til Danmark fra England. Efter et intenst arbejde med ægtransplantation på de to kvier er besætningen af Murray Grey på gården i Kølstrup ved Kerteminde på nordøst Fyn nu vokset til 35 dyr.

Afgræsser følsomt område

Det meste af året græsser de sølvgrå dyr i engene ved Urup Dam, som er et følsomt naturområde med beskyttet natur, som kræver afgræsning for at blive holdt ved lige. Kødet sælges til restauranter og private gennem konceptet Urup Dam Oksen. En af de kvier som bliver udstillet i Odense flytter hen over sommeren til Jylland, hvor Torben Nørremark i Brørup starter Murray Grey besætning nr. 2 i Danmark. Der er ligeledes solgt embryoner til Sjælland og avlsdyr er på vej samme vej.

Kødkvalitet i verdensklasse

Det helt unikke ved Murray Grey-racen er kødkvaliteten. Kødet har en perfekt fedt-marmorering, som gør Murray Grey-kødet til en helt speciel smagsoplevelse. Murray Grey er den mest vindende race i alle store kødkvalitetskonkurrencer i Australien, New Zealand, USA og hvor der ellers konkurreres på kødkvalitet og smag.

De kendte fynske kokke Klavs Styrbæk og Morten Hansen er også imponeret over kødets mørhed og milde smag. Til Fyns Stiftstidende har Klavs Styrbæk udtalt at "det minder om noget af det bedste kødkvæg, han har smagt i USA".

En anden stor kvalitet ved Murray Grey racen er evnen til at blive slagteklar på ekstensiv fodring. Racen er kendetegnet ved en rigtig god udnyttelse af fodret, så dyrene opnår en stor kødsætning uden brug af dyre foderblandinger. Racen stammer fra Murray Valley i den sydlige del af Australien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De grå kalve opstod ved en tilfældighed i en Angus besætning i 1905. Kalvene viste sig at have en god tilvækst, klare sig godt på ekstensive områder og have en fantastisk kødkvalitet. I dag er racen meget udbredt i Australien, men også eksporteret til New Zealand, Asien, Nordamerika og Europa. England var det første land i Europa til at importere racen, og med importen af de to kvier i 2010 blev Danmark det kun andet land i Europa til at indføre racen.