Miljøminister Ida Auken vil have bud på, hvordan man kan få erstatning, hvis ulve går til angreb på husdyr. Det har hun bedt Vildtforvaltningsrådet komme med en anbefaling af.

Rådet holder møde i dag, fredag, for netop at drøfte ulven, som er vendt tilbage til Danmark og som sandsynligvis har stået bag flere angreb på en fåreflok i Midtjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt ekstraordinært, at ulven er kommet tilbage til Danmark efter 200 år. Derfor er jeg villig til at se på, om vi skal have en erstatningsordning alene målrettet ulveangreb, siger Ida Auken i en pressemeddelelse.

Kun for ulve

Ida Auken understreger, at det udelukkende er en erstatningsordning i forhold til ulven, der skal drøftes.

- Vores nabolande har vist, at det kan lade sig gøre at leve side om side med ulven. Både Tyskland og Sverige har forskellige erstatningsordninger for ulveangreb, og derfor synes jeg, at det er naturligt, at vi ser nærmere på muligheden for en sådan ordning i Danmark, siger Ida Auken.

Andre lande

I Tyskland udbetales der erstatning, hvis landmanden har sat ulvesikre hegn op af en vis standard. I Sveriges udbetales der erstatning for dræbte dyr og til ekstraudgifter ved ulveangrebet, hvis det med overvejende sandsynlighed er en ulv og ikke en hund, der står bag angrebet.