Jacob Jensen (V) må endnu engang slå opgivende ud med hænderne efter at have fået et svar fra miljøminister Ida Auken (SF) i sagen om gyllen, der skal løbe opad.

Læs også Skal sikre sig mod gylle, der løber opad

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ida Auken holder fast i, at reglerne er fornuftige, selv om de har betydet, at en landmand fra Vranum ved Viborg bliver nødt til at anskaffe en gyllealarm til cirka 20.000 kroner, på trods af at hans gyllebeholder ligger lavere i terrænet end den nærliggende sø.

- Alle beholdere, som ligger mindre end 100 meter fra sø eller vandløb er omfattet af krav om alarm, uanset om der er forhøjet risiko for tilløb af gylle til vandmiljøet. Beholdere er derimod kun omfattet af kravet om etablering af barriere eller afvikling af beholderen, hvis hældningen er imod en sø eller et vandløb, og der dermed er forhøjet risiko for forurening, forklarer Ida Auken og kaster bolden tilbage til Venstre:

- VKOR-partierne har tidligere indgået den politiske aftale om etablering af beholderbarrierer og opsætning af gyllealarmer.

Det bliver ikke rørt ved reglerne

Hun fastslår, at der ikke vil blive pillet ved reglerne:

- Jeg finder ud fra en samlet vurdering, at disse regler er fornuftige, og de er vigtige for at kunne reagere hurtigt ved gylleudslip, skriver miljøministeren i et svar til Jacob Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jacob Jensen er skuffet over ministerens modvilje mod at hjælpe landbruget.

- For mig giver det ingen mening. Men det viser nok desværre den manglende vilje fra ministeren og den røde regering til at få tilpasset lovgivning for landbruget, selv i de situationer hvor der ikke er nogen forringelse af miljøbeskyttelsen, men blot er et spørgsmål om at tilrette lovgivningen til virkeligheden og dermed spare landmanden for en unødig omkostning, siger Jacob Jensen til maskinbladet.dk.