Firmanavnet Atlas er 80 år gammelt. De seneste 45 år har det været et tysk topbrand i såvel gummihjulslæssere som valsetog.

Men da Atlas rullede ind på Agritechnica i Hannover i midten af november, ændrede maskinerne navn stort set under messen og blev til Weycor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Navneskiftet fra Atlas til Weycor blev indledt på Agritechnica og fuldføres på entreprenørudstillingen Bauma i München i april 2016. Til den tid vil det helt og holdent være Weycor, vi taler om. Også i Danmark, hvor vi vælger den pragmatiske løsning og kalder dem Atlas-Weycor indtil den endelige navneforandring, fortæller salgschef Henrik Kirketerp-Møller hos den danske importør af Atlas-Weycor, Scantruck A/S.

Uændret program

- I hverdagen får navneændringen ingen betydning for hverken os eller vore kunder. Vi kan fortsat tilbyde det brede program i gummihjulslæssere med 14 knækstyrede modeller fra 2150 til 9500 kg. Det samme gælder valsetogene, hvor der er ni typer fra 2450 til 13.900 kg, siger Henrik Kirketerp-Møller.

Navneændringen udspringer af en firma-opsplitning helt tilbage i 1971. I 1969 døde grundlæggeren af virksomheden, Hinrich Weyhausen, og hans tre sønner videreførte firmaet sammen. I 1971 gik den ene søn, Friedrich Weyhausen, imidlertid solo og startede F. Weyhausen GmbH & Co, som senere blev til det Atlas Weyhausen, som siden har produceret Atlas læssemaskiner og tromler.

Atlas via Terex

De to andre brødre slog sig på produktion af gravemaskiner. I 1999 solgte de imidlertid deres virksomhed til et handelsselskab, som tre år senere solgte alle aktiviteter til Terex. Her fortsatte produktionen af gravemaskiner under navnet Atlas-Terex. I 2010 blev Terex-virksomheden igen solgt, nu til en bulgarsk rigmand og investor, som siden har produceret gravemaskiner under navnet Atlas.

- En aftale mellem de to gange Atlas giver begge virksomheder mulighed for at anvende Atlas-navnet frem til 2018. Atlas-Weyhausen har imidlertid besluttet at gennemføre navneforandringen nu. Derfor bliver Atlas til Atlas-Weycor og lidt senere simpelthen til Weycor, forklarer Henrik Kirketerp-Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scantruck har været importør og forhandler af de tyske gummihjulslæssere og valsetog siden 2006.