På Eima 2014 præsenterede Allanace Tier Group to typer flotation dæk, som er godkendt til 100 kilometer i timen. Alliance 396 MPT har et mønster, som minder om det Alliance anvender på virksomhedens dæk til eksempelvis gyllevogne. Slidbanen på Alliance 382 MPT har en lidt mere åben struktur og er opbygget af en række mindre klodser.

- Landbruget udvikler sig til større og større enheder. Dermed stiger behovet for at kunne transportere afgrøder og gylle effektivt og hurtigt. Kunderne har derfor efterspurgt dæk, som kan anvendes til hurtig transport på landevejen, og som samtidig kan køre med et lavt lufttryk i marken. De to radialdæk, 396 MPT og 382 MPF, er udviklet til at imødekomme disse krav, sagde Angelo Noronha, salgschef for Allainace i Europa ved præsentationen af de nye dæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med de nye dæk kan lastbilerne også køre i marken, og derved spares der en arbejdsgang, når afgrøden læsses direkte på lastbilen, i stedet for at skulle transporteres på vogne fra marken og til kørefast vej, tilføjede, salgschefen.

De to dæk leveres i flere størrelser, men en af de gængse størrelser vil være 600/50R22.5.

På vej mod en milliard

Alliance Tire Group forventer i 2014 en omsætning på 575 millioner US dollar og har som mål at nå en omsætning på en milliard dollar allerede i 2017. Optimisme bunder i, at ATG er i slutningen af 2014 åbner en ny fabrik i Indien, som får en produktionskapacitet på 50.000 ton om året. Virksomheden råder i forvejen over en fabrik i Indien samt produktionsfaciliteter i Israel, hvor blandt andet virksomhedens radialdæk til landbruget produceres.