Politikernes håndtering af de danske regler for bæltekøretøjer er ved at udvikle sig til en mindre skandale, og Maskinbladets interview med nogle af de relevante politikere på side 6-7 i dagens avis viser desværre, at enkelte af dem har en både indsigtsløs og arrogant tilgang til problemstillingen.

Det er i hvert fald tilfældet med Dansk Folkepartisk transportordfører, Kim Christiansen, som ikke er til sinds at ændre på lovgivningen. Han mener, at landmænd og maskinproducenter kender den nuværende lovgivning på området, og han mere end antyder, at der bare bygges "køretøjer, man på forhånd ved, ikke er lovlige at køre med", og han mener, det foregår ud fra en forventning om at man nok får lov, fordi det er til landbruget.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han mener, at landbruget skal tilpasse sig loven og ikke omvendt, og han opfordrer landbruget til at købe maskiner, der må køre på vejene.

At landbruget bare skal tilpasse sig de nuværende regler er en temmelig arrogant holdning. Hvis det er Kim Christiansens tilgang til politik, kan vi hurtigt ende som kustoder i et frilandsmuseum. Mange love og regler er ændret igennem tiden i takt med den teknologiske udvikling. Det vil der utvivlsomt også være behov for i fremtiden - måske endda med stigende hastighed.

Kim Christiansen afslører også, at han ikke har særlig stor indsigt i problemstillingen.

Der tale om landbrugsmaskiner, som bygges til et internationalt marked, og det drejer sig om forholdsvis få landbrugsmaskiner til det danske marked. Man skal nok ikke forvente de helt store konstruktionsændringer af hensyn til muligheden for at sælge nogle få maskiner til danske landmænd og maskinstationer.

Desuden er det maskiner, som er mere skånsomme end deres hjulmonterede søskende, fordi de trykker mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrugsmaskiner med bælteundervogn er i øvrigt typegodkendt af EU, og i nogle afgrøder er det helt afgørende med bælteundervognen for reelt at kunne dyrke afgrøden.

Men trods EU-godkendelsen, stiller danske politikere - herunder Kim Christiansen - sig i vejen for, at maskinerne i praksis kan gøre nytte i dansk landbrug, og hidtil har maskinerne klaret sig på dispensationer - i nogle tilfælde fra år til år og fra kommune til kommune. Og som vi så i denne sommer kom dispensationen så sent, at hele den danske ærtehøst var truet.

Et unødigt bureaukrati og en uacceptabel usikkerhed. Det er ikke rimeligt, at landmænd skal gamble med at så afgrøder, som kræver en dispensation for at kunne blive høstet nogle måneder senere.