Millioner søger hvert år efter opskrifter på nettet, og 30 mio. gange årligt klikker danskerne på en af Arlas opskrifter udviklet af Karolines Køkken. Her henter danskerne inspiration og hjælp til, hvordan de skal tilberede deres måltider. Men hidtil har de ikke kunnet gå direkte fra opskrift til online-køb af ingredienserne. Det kan de nu. Arla har nemlig satset stort på et banebrydende, digitalt innovationsprojekt - Click&Cook - som bygger bro mellem inspiration, opskrifter, købsovervejelser og det egentlige online-køb og levering til døren. Kort fortalt finder du opskriften hos Karolines Køkken, putter den i kurven og klikker køb i dén dagligvarebutik, som du foretrækker at handle med. Det tager typisk 1 min. og kun 4 klik.

Arla taler med flere dagligvarebutikker om at komme med ombord. Og der er allerede fuld gang i samarbejdet med REMA 1000, hvilket indtil videre har været en stor succes. Uden nogen som helst markedsføring er der i testfasen foretaget flere tusinde bestillinger, som brugerne hos REMA 1000s deleøkonomiske indkøbs- og udbringningstjeneste Vigo har håndteret. Den gennemsnitlige leveringstid er to timer fra klik på køb til levering, og rekorden i forbindelse med Click&Cook er helt nede på 17 min.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjælp til at få familielogistikken til at gå op

- Det er et spændende projekt, som vi er glade for at være en del af fra starten. REMA 1000 med Vigo er altid interesseret i at hjælpe danskerne med at få familielogistikken til at gå op i en travl hverdag. Det har været oplagt for os at deltage, fordi vi allerede har en nem model, som danskerne har taget til sig. Vores teknologi er på plads, og vi kan rykke hurtigt med levering, fordi kunderne handler for hinanden, siger Jesper Bove-Nielsen, adm. direktør i Vigo.

Arla Danmarks digitale chef, Kåre Berenthz-Nicolaisen, er glad for den positive modtagelse, som afspejler, at Arla har taget udgangspunkt i, hvad der er meningsfuldt for den enkelte forbruger:

- Uanset om du er impulsiv eller nøje planlægger dine indkøb, så er det hurtigst og lettest for dig, at du med blot én søgning og fire klik kan finde både inspiration og opskrifter, købe ind og få dagligvarerne pakket og leveret til din dør. Den mulighed får forbrugerne for første gang med Arlas Click&Cook, siger Kåre Berenthz-Nicolaisen.

Det nye online-tilbud til danskerne kræver et meget tæt samarbejde mellem Arla og dagligvarebutikker som REMA 1000: - Løsningen bygger både på avanceret digital innovation og hårdt arbejde. Arla registrerer nemlig manuelt alle de varenumre inklusive billeder, der er relevante i for eksempel REMA 1000s sortiment. Samtidig tjekker vi her hos Arla hvert enkelt produkt for at sikre, at de kvalitetsmæssigt er det helt rigtige match i forhold til opskrifterne, som Karolines Køkken har udviklet og testet grundigt, fortæller Kåre Berenthz-Nicolaisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arla blander sig - bortset fra ved mejeriprodukter - ikke i hvilke mærker, der puttes i kurven. Det styrer dagligvarebutikken og forbrugeren selv.