Arla undersøges i øjeblikket af de svenske konkurrencemyndigheder.

Konkurrencemyndighederne mener, at Arlas nye tiltag på det svenske marked for økologisk mælk kan være konkurrenceforvridende. Det skriver Svenska Dagbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi befinder os i en fase med indhentning af informationer og har stillet spørgsmål til Arla og andre mejerier. Mere kan jeg ikke fortælle, siger chefen for svenske Konkurrensverkets undersøgelse, Sofie Hagman til Svenska Dagladet.

Stridens kerne er, at mælkebønderne ifølge de nye vilkår skal varsle fire uger i forvejen, hvis de ønsker at sælge deres mælk til andre end Arla.

- Det sætter markedskræfterne ud af spil og låser mulighederne for drive forretning. Det bliver meget svært at levere til mindre mejerier, da mange af dem ikke kan planlægge fire måneder frem, siger Stefan Gård, formand for interesseforeningen Sveriges Mjölkbönder til Svenska Dagbladet.