Nu kan danske kvægbønder få gode råd til, hvordan de sænker CO2 udledningen. En flok nyuddannede klimarådgivere står nemlig klar til at hjælpe landmændene med at producere mælk på en mere klimavenlig måde, skriver Videncentret for Landbrug.

Bag den nye uddannelse står DLBR Akademiet, der har hjemme på Videncentret for Landbrug i Skejby, og Arla Foods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedslag i hele kæden

Arla har en ambition om at reducere CO2-udledningen fra mælken - fra jord til bord - og klimarådgiverne skal hjælpe landmændene på vej mod det mål.

- De kan eksempelvis se på, om køerne får den rigtige mængde foder og den rigtige sammensætning af fodermidler. De kan også undersøge, om det kvælstof, der er i gødningen, bliver udnyttet godt nok. Der er en del, klimarådgiverne kan tage fat i for at få reguleret CO2 udledningen, siger Peter Stamp Enemark, der er landskonsulent på Videncentret for Landbrug.

Værktøj til rådgiveren

 Arla har købt et regneværktøj, der kan fortælle landmanden, hvor meget CO2, bedriften bidrager og belaster med.

- Her kan klimarådgiverne helt konkret beregne, hvor meget CO2 der bliver udledt for at producere et kilo mælk på en bestemt bedrift. De kan samtidig pege på de områder, hvor landmanden kan foretage ændringer for at få sænket CO2 udledningen, siger Peter Stamp Enemark.