Mens mejerikoncernen Arla Foods det seneste års tid har været aktiv i opkøb af mejerier i Tyskland og Sverige, vil koncernen nu sælge sit ostemejeri i Goscino i Polen. Det skriver Ritzau.

Mejeriet med 100 ansatte producerer mozzarellaost til det europæiske marked, men den produktion vil Arla centralisere på mejeriet i Rødkjærsbro ved Viborg, oplyser Arla.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arla har startet forhandlinger om, hvem der skal overtager mejeriet i Polen, og disse forhandlinger ventes afsluttet til december.

Salget af mejeriet i Polen har ingen indflydelse på Arlas øvrige aktiviteter i landet, understreger Hans Christensen, der er ansvarlig for en række af Arlas vækstmarkeder.

- Vi anser stadig Polen for et strategisk vækstmarked, og vi vil fortsætte med at sælge flere af vores mærkevarer i landet, siger Hans Christensen ifølge Ritzau.

Han henviser til, at salget af Lurpak smør er fordoblet gennem de seneste to år i Polen, og Arla vil fortsat lokke polakkerne til at købe dansk smør og flødeost.

Hvem der gerne vil købe ostemejeriet, ønsker Arla ikke at oplyse, men planen er, at arbejdspladserne kan bevares her.