360 økologiske landmænd, virksomheder, køkkener og forbrugere var samlet til Økologisk Landsforenings årlige generalforsamling. Her hylder foreningen det gode økologisk håndværk og i går aftes kunne deltagerne stemme på deres favoritter ud af 12 kandidater i fire kategorier: 'Økologi i balance', 'Øget jordfrugtbarhed og klimatænkning', 'Socialt engagement' samt 'Ekstraordinær dyrevelfærd'.

Formålet med at kåre Årets Øko-håndværkere er at synliggøre det innovative, økologiske håndværk til inspiration for alle landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økologi i balance

I kategorien 'Økologi i balance' blev Niels Jørgen Vinge Rasmussen kåret til Årets Øko-håndværker.

Niels Jørgen Vinge Rasmussen kan med 7.500 kg mælk pr. ko pr. år ikke prale med at være verdensmester i høj mælkeydelse; men omkostninger og indtægter følges ad på Kathrinesminde ved Haderslev, som har været drevet økologisk, siden Niels Rasmussen overtog gården efter sin far i 1997.

- Årene som mælkeproducent har lært mig, at vores problemer ikke kan afhjælpes ved højere mælkeydelse. Stiger ydelsen, falder prisen. Jeg har i stedet valgt at specialisere min produktion, så vi kan få den bedste pris. Det kombinerer jeg med en low cost tilgang til driften. På denne måde har jeg en spændende hverdag med høj dyrevelfærd, samtidig med at jeg kan have overskud på min produktion, siger Niels Rasmussen.

Øget jordfrugtbarhed og klimatænkning

I kategorien 'Øget jordfrugtbarhed og klimatænkning' blev Martin Beck fra landbrugsfællesskabet Almende ApS i Sønderjylland kåret som Årets Øko-håndværker af sine kolleger.

Ifølge Martin Beck er opbygningen af humus i landbrugsjordene vejen frem. Det vil give os sundere fødevarer og kan løse mange af de store miljø- og klimaudfordringer, vi står overfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er helt vildt beæret over at få den her pris. Det er utroligt dejligt, at andre værdsætter vores arbejde og kan se nødvendigheden i at gøre noget for jordfrugtbarheden. Det bekræfter mig i, at vi gør en forskel, siger Martin Beck.

Socialt engagement

- Hold da op, det er jeg da helt vildt stolt over. Jeg ved, der er er mange rundt omkring i landet, der laver noget lignende og arbejder for samme sag. Så jeg vil gerne dele æren med alle dem, jeg har ladet mig inspireret af.

Sådan sagde Jens Mølgaard Drejer fra Sølager Værksteder ved Hundested kort efter, han havde modtaget prisen for Årets Øko-håndværker i kategorien 'Socialt engagement'.

Sølager Værksteder er en social institution, hvor det økologiske landbrug aktivt inddrages i at skabe arbejdstilbud til mennesker, der af forskellige grunde ikke kan finde plads på arbejdsmarkedet. Formålet er at udnytte mulighederne i det økologiske landbrug til at give udsatte medborgere meningsfuld beskæftigelse.

Ekstraordinær dyrevelfærd

Hans Henrik Thomsen blev hyldet for det gode økologiske håndværk i kategorien 'Ekstraordinær dyrevelfærd'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans Henrik vakte stor opmærksomhed sidste år, da han byggede en svinestald med plads til 150 slagtesvin. Under stalden har han monteret larvefødder, og to gange i døgnet flytter han stald og indhegning ca. 30 meter, så der altid er adgang til frisk jord for grisene, der henter 10 procent af deres foder på marken.