Med seks tykke pæle forankret i en mark, en kraftig dug spændt ud mellem pælene og mure af bigballer, der skaber læ om vinteren, er der skabt en billig måde at holde kvæg på. Hele anlægget koster 25.000 kroner, og kan skabe læ og tørvejr for køer og jersey tyrekalvene på Produktionshøjskolen Marienlyst i Resen ved Skive, hvor idéen til projektet Liv Salling er opstået. Det skriver Økologi & Erhverv.

- Den billige stald har vi udviklet, fordi vi ønsker at skabe et alternativ til strukturudviklingen i landbruget, og vi vil vise, at det kan lade sig gøre at skabe et godt liv på et mindre landbrug, siger Sven Irgens-Møller, der er forstander på produktionsskolen og ophavsmand til projektet Liv Salling. Projektet har fået økonomisk støtte fra Villum Fonden og konsulenthjælp fra Det samfundsnyttige landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny fortælling

- Liv Salling er et bud på begyndelsen til en ny fortælling, som starter med udvikling af bæredygtig mælkeproduktion i mindre, samarbejdende enheder. Og målet er, at Liv Salling Fonden om ti år ejer og udlejer en klynge på 20 gårde i nærområdet, som drives som selvstændige enheder, og som samarbejder om maskiner, ferieafløsning, afsætning med mere - og at idéen er kopieret i andre egne af landet, siger Sven Irgens-Møller.

Liv Salling Fonden har netop købt den første gård i Salling for 6 millioner kroner. Gården har et jordtilliggende på 42 hektar. Som projektets første gård skal gården være modelgård for udvikling af en bæredygtig mælkeproduktion baseret på en malkebesætning på 30 malkekøer - suppleret med andre driftsgrene hen ad vejen.