Anden generation Claas
Efter en forholdsvis kort periode med modelserien, Ares, introducerede Claas i 2007 de nye Arion modeller, hvor Claas tilbød samme komfort og brugsegenskaber som i de større Axion modeller
Arion serien omfattede otte forskellige modeller med fire- og sekscylindrede motorer. De firecylindrede ligger i segmentet 117 til 140 hestekræfter, mens de fire sekscylindrede modeller yder fra 130 til 180 hestekræfter. Samtlige modeller kører med DPS-motorer og leveres i to varianter kaldet CIS og CEBIS.
CEBIS er den avancerede udgave, hvor betjeningen af traktoren er meget lig den, der findes i de større Axion modeller. Da de to traktormodeller også deler kabiner, kan det være nødvendigt at se ud på motorhjelmen for at afgøre i hvilken model, man sidder.
I CEBIS modellerne er der indbygget en farveskærm i panelet til højre for føreren, og herfra styres og kontrolleres en stor del af traktorens funktioner.
På CIS modellerne anvendes det lille display på instrumentbrættet til at indstille et begrænset antal funktioner. Begge modeller har et multifunktionsarmlæn, hvorfra blandt andet transmissionen og trepunktsliften indstilles og betjenes. På CEBIS modellerne er betjeningen af de hydrauliske olieudtag elektronisk, og betjeningen foretages fra armlænet. Modellen har også foragerautomatik og mulighed for at lagre forskellige motoromdrejninger. I standardversionen betjenes hydraulikudtagene mekanisk, men som ekstraudstyr kan der leveres to el-betjente hydraulikudtag.
Den brugte Claas Arion 640, der er set hos Traktor & Høstspecialisten, er udstyret med CEBIS. Traktoren er fra 2008, er med affjedret foraksel og har gået 2.100 timer.
Automatisk transmission
Claas Arion 640 er udstyret med Hexashift-transmission, som er en semipowershift-transmission. Den betjenes med et lille firkantet joystick, der er placeret forreste i armlænet. Det erstatter de traditionelle gearstænger, og det er herfra føreren kontrollerer de 24 gear i hver retning. Gearene er placeret i fire grupper og med seks koblingsfrie gear inden for hver gruppe.
Køres transmissionen manuelt, vælges der kørselsretning med et håndtag til venstre for rattet, og de seks koblingsfrie gear skiftes ved at vippe det lille joystick enten fremad eller bagud.
Et lidt kraftigere vip med kontakten får transmissionen til at skifte til et nyt gruppegear. Skiftet foretages uden, at føreren behøver at træde på koblingspedalen. Automatikken sørger ligeledes for, at der skiftes til et passende powershift-gear i det nye område, så skiftet foregår blødt og behageligt.
Skift af gruppegear er et mekanisk gearskifte, der blot udføres af automatikken. Derfor må gearskiftet ikke udføres, når traktoren er hårdt belastet.
Både til markarbejde og til kørsel på landevejen kan Hexashift programmeres til automatisk at skifte gear, når der eksempelvis er behov for ekstra trækkraft op ad en bakke, eller når der igen sættes i gang efter at have holdt tilbage i et vejkryds.
Da Maskinbladet tilbage i 2007 testede Arion 640, var automatikken i transmissionen en af de funktioner på traktoren, der fik ros. En anden detalje, som testholdet roste, var udformningen af hydraulikventilerne, der på Arion sidder i V-form på begge sider af topstangen. Det giver plads til en hydraulisk topstang, og på ventilerne er der et aflastningshåndtag, som gør det muligt at af- og påmontere hydraulikslanger under tryk.
Hele Arion-serien er stadig på markedet, og siden introduktionen er der kun sket mindre opdateringer af modellerne. I løbet af kort tid skal modellen opgraderes med nye motorer, som overholder de skærpede emissionskrav.
Kontrollér garantien
Køber man en brugt Claas Arion på to år, er der endnu et års forsikringsdækning på den. Betingelsen er dog, at traktoren er serviceret hos en autoriseret forhandler.
- Der skal skiftes motorolie på Claas Arion for hver 500 timer, og ved 1.000 timer skal der skiftes transmissionsolie. For mange kunder passer det med, at traktoren skal serviceres en gang årligt. For at forsikringen dækker, skal service afholdes inden for plus/minus 30 timer i forhold til det foreskrevne, siger Jan Vincent Pedersen, værkfører hos Traktor & Høstspecialisten i Grundfør ved Aarhus.
Hygiejne ved håndtering af brændstof
Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været dyseproblemer på de større Axion modeller. Men ifølge værkføreren har det ikke været tilfældet på Claas Arion.
- Generelt er Arion en traktor, som der er utrolig få problemer med og som bare kører. Men belært af problemerne fra den større serie er der grund til at minde om, at teknikken bliver finere og finere, og at der ikke tolereres hverken urenheder eller vand i brændstoffet, når der arbejdes med et indsprøjtningstryk på flere tusinde bar, siger Jan Vincent Pedersen.
Man skal derfor sikre sig, at der ikke dannes kondens i lagertanken og være påpasselig med, at der ikke kommer urenheder i brændstoftanken, når traktoren tankes. Dernæst må der kun anvendes emballage, som er designet til at indeholde dieselolie, når maskinerne tankes i marken. Og også her skal hygiejnen være i top, siger værkføreren.
Affjedret foraksel
Den brugte Claas Arion 640 er udstyret med en foraksel af typen Carraro med uafhængig affjedring af hjulene. Det giver en fantastisk komfort, men giver også nogle ekstra smøresteder i forhjulsophænget.
- Det ultimative og det, der anbefales i instruktionsbogen, er at løfte forhjulene fri af jorden, når forakslen smøres. Vi ved godt, at det kan være vanskeligt at praktisere, men gør man sig bare den ulejlighed at få akslen til at stå i forskellige højder, hver gang den smøres, får vi en nogenlunde fordeling af fedtet. Højden på akslen indstilles med en kontakt i kabinen, og vi anbefaler at smørestederne i affjedringen smøres lidt, men tit. Derved er der altid friskt fedt i bøsningerne og urenheder holdes hele tiden på afstand af de bevægelige dele, forklarer Jan Vincent Pedersen.
Transmissionen kalibreres
Hver gang traktoren serviceres, kalibrerer montøren transmissionen. Det bevarer det bløde gearskifte, og sikrer et minimum af slitage i transmissionens hydrauliske koblinger.
- Det er vigtigt, at transmissionen kalibreres, så den til stadighed arbejder med samme præcision, som da den forlod fabrikken. Det giver ikke blot en behagelig traktor at køre med, men minimerer også slidtagen i transmissionen.
- Står man over for en brugt Arion, hvor enten vendegearet eller det automatiske gearskifte ikke fungere helt som det skal, kan problemet mange gange løses ved at gennemføre en kalibrering af transmissionen, siger Jan Vincent Pedersen.
Tekniske data for Claas Arion 640
Motor DPS
Antal cylindre 6
Effekt kW/hk 132/180
Moment Nm 718
Transmission 24/24
Liftkapacitet kg 8.000
Hydraulikydelse l/min 110
Tankkapacitet l 330
Egenvægt kg 6.260
Årgang 2008
Pris 465.00
John Deere 6930 Premium Komfort
Traktoren er med frontlift og fire el-betjente hydraulikudtag. Forakslen er affjedret og i kabinen er der automatisk klimakontrol. Traktoren er til slag hos Farre Smede- og Maskinforretning.
Motor John Deere
Antal cylindre 6
Effekt hk 180
Moment Nm 715
Transmission 20/20
Liftkapacitet kg 8.400
Hydraulikydelse l/min 110
Tankkapacitet l 325
Egenvægt kg 5.880
Årgang 2007
Pris 475.00
Case IH puma 195
Traktoren er med affjedret foraksel og luftbremser. Den har frontlift og fire el-betjente hydraulikudtag. Traktoren er til salg hos Brovig Maskiner i Todsbøl.
Motor NEF
Antal cylindre 6
Effekt hk 241
Moment Nm 965
Transmission 18/6
Liftkapacitet kg 8.647
Hydraulikydelse l/min 120
Tankkapacitet l 410
Egenvægt kg 7.500
Årgang 2007
Pris 465.00
Deutz-Fahr 180.7 Agrotron Profiline
Foran på traktoren er der både frontlift og kraftudtag. Bag på er der udtag af både hydraulik og trykluft til vognbremse. Traktoren er til salg hos Mørkøv Maskinforretning.
Motor Deutz
Antal cylindre 6
Effekt hk 182
Moment Nm 775
Transmission 24/24
Liftkapacitet kg 9.200
Hydraulikydelse l/min 120
Tankkapacitet l 305
Egenvægt kg 6.750
Årgang 2006
Pris 475.00









Kommentarer