Efter spredetesten af de seks gødningsspredere, er der ingen af mærkerne, der slår bunden ud af papkassen. De klarer sig alle godt og scorer en variationskoefficient på under 15 procent efter første test.
I testen kan differencen mellem de målte variationskoefficienter syne højt i tal. Men forskellen er faktisk ret lav.
Kun en VK på over 15 procent er dårligt, mens resten af skalaen nedad er henholdsvis acceptabel, god og meget god.
Efter første test fik producenterne mulighed for at optimere på gødningssprederen. For Bogballe, Vicon/Kverneland og Rauch gav den første bakketest ingen anledning til at forsøge at justere på sprederen i et "nummer to forsøg", da spredebilledet allerede i første test var inden for margenerne i brugermanualen.
For Amazone, Sulky og Bredal blev der foretaget en justering forud for "nummer to forsøg". Sulky-sprederen gav dog intet forbedret resultat. Efter to forsøg af finjusteringer blev maskinen derefter indstillet efter de første fabriksindstillinger. Instruktionen til at forbedre spredebilledet i manualen lader til at være forkerte.
Det ændrede dog ikke ved, at alle spredere nåede ned under en variationskoefficient på under 10 procent. Kun Amazone var eneste spreder over 10 procent i første test, men efter justeringen nåede sprederen i nummer to forsøg ned under 10 procent.
Dermed klarede alle spredere i testen sig godt.
Kantspredning var intet problem for nogen mærker. Ikke én eneste af de seks spredere krydsede 0,3 procents reglen, og alle spredere var under et CT-tal på 25 procent.
Konklusion: Der er ingen egentlig vinder i testen. Differencen mellem flere af maskinerne er simpelthen for lille. Især hvis brugeren af gødningssprederen tager sig tid at udføre en bakketest fra tid til anden.
Teoretisk kunne de være endnu bedre
Testen af de seks spredere var sat op som en praktisk test. Den målte variationskoefficient (VK) er den VK, den normale landmand/bruger kan forvente at opnå under normal brug i marken.
Den opnåede VK er ikke nødvendigvis den bedste variationskoefficient, som gødningssprederen rent faktisk er i stand til at opnå. Et eksempel er Rauch:
I den praktiske test opnåede sprederen en VK på 8,2 procent. Efter den officielle del af testen var overstået, var der i hver spreder nogle få hundrede kg gødning tilbage i tanken. Derfor fik hver fabrikant muligheden for at foretage en ekstra uofficiel test for at tømme maskinen.
Under den officielle del af testen havde fabrikanterne ingen mulighed for at se spredebillederne. Men fordi testen nu var overstået og overgået til en lidt mere uofficiel test, fik Rauch kortvarigt lov til at se spredebilledet fra den officielle test samt en række andre opsamlede data fra testen.
Ud fra disse data foretog Rauch-specialisten en justering af gødningssprederen ud fra personlig erfaring med maskinen. Det gav Rauch-sprederen en efterfølgende VK på 6,8 procent. Havde teknikeren haft endnu flere forsøg til at forbedre sprederen, ville han sikkert have forbedret VK endnu mere. Det scenarium vil sikkert gøre sig gældende for samtlige af de deltagende mærker af gødningsspredere.
At opnå den bedste VK i marken er ikke muligt for landmanden, da man ikke har det samme store antal bakker at lave en test efter samt den samme mængde erfaring som de respektive specialister fra hvert mærke.
Landmanden skal forbedre VK ud fra et få antal bakker og en instruktionsbog.
Læs også Seks gødningsspredere i test.
Læs også Sådan er spredetesten foregået.
Læs også TEST: Kompleks konstruktion - enkel at bruge.
Læs også TEST: Let at trimme.
Læs også TEST: Præcis spredning og god konstruktion.
Læs også TEST: Velkonstrueret spreder.
Læs også TEST: Stærk terminal og sensor til sidehæld.
Læs også TEST: Flot kantspredning - men svær at optimere.
