Programmet er spækket med oplevelser for store som små, og der er lagt op til nogle festlige og dyrerige dage for både landboere og byboere.

Kom helt tæt på dyrene

Husdyrene er uden tvivl omdrejningspunktet på dyrskuet, og der bliver udstillet dyr inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får, høns, kaniner og andet fjerkræ. I år forventer Landbo-Nord, at ca. 700 bliver udstillet, og der er derfor rig mulighed for at komme helt tæt på de flotte dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Største maskinudstilling

Maskinudstillingen slår igen i år rekord, og bliver den største udgave af udstillingen nogensinde. I år er der taget ekstra kvadratmeter i brug, så vi i højere grad kan leve op til efterspørgslen på at udstille netop her. Så uanset om man står over for en reel handel, eller om man blot drages af benzin og store motorer, så bliver der masser at fornøje sig med på de i alt næsten 41.000 m2, som maskinudstillingen fylder.

Oplev Nikolaj Kirk

Som i de senere år vil lokale fødevarer også være et markant indslag i løbet af de to dyrskuedage, hvor Madbazaren igen i år har rekord mange udstillere. Derudover vil publikummer kunne opleve den kendte kok Nikolaj Kirk, der blandt andet er kendt fra TV-programmet "Nak og Æd", når han lørdag kl. 13.00 kokkerer lækre retter i LandboNords køkken - selvfølgelig af lokale råvarer.

Masser af sjov for børn

Som noget nyt vil der i år blive afviklet VM (VendsysselMesterskab) i dyrskuets 5-kamp - det foregår fredag kl. 9-14. Her dyster børnene i kategorierne sækkevæddeløb, halmballerulning, malkning af kunstigt yver, drænrør og balance med trillebør m. vand.

I Det Aktive Hjørne kan børnene prøve at malke en ko, lave reb, male korn, smede jern og meget mere. Og igen i år kan børnene deltage i traktortræk-konkurrence for pedaltraktorer. Der vil også være et kæmpe hoppeland med alskens hoppepuder og andet, hvor forlystelserne i år henter inspiration i landbruget.

Vind en VW Up!

Sidste år vendte bilen tilbage som hovedgevinst i Hjørring Dyrskues Tombola - og det med stor succes. Derfor bliver der igen i år nemlig sat en VW Up! på højkant. Bilen er købt med tilskud fra Brødrene Møll i Hjørring og har en værdi på næsten 100.000 kr.