På torsdag er der årsmøde i Landbrug & Fødevarers Økologi-sektion, hvor der blandt andet er fokus på jordens frugtbarhed, og forud for det kommer den engelske ophavsmand bag Albrecht-analysen, Ian Robertson, til Danmark. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Det er en udvidet jordanalyse, som skal hjælpe økologer med at måle fugtigheden i jorden, da den fortæller om jordens indhold af organisk materiale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økologi-formand Hans Erik Jørgensen går meget op i jordens frugtbarhed, og det er der ifølge ham en naturlig grund til.

- Sommerens tørke gav os alle noget at spekulere over. Derfor er jeg meget optaget af, hvordan vi kan få mere robuste bedrifter, så vi ikke vælter, næste gang vejret spiller os et puds, siger Hans Erik Jørgensen.

Øget fokus på stabilt udbytte

Ifølge Hans Erik Jørgensen handler en robust bedrift om flere forskellige ting. En af dem er jordens frugtbarhed:

- En robust bedrift handler - for mig at se - om diversitet. Vi skal ikke satse alt på ét bræt. Vi skal kunne rumme at have flere ting ude på gårdene; både planter og dyr. Enten alene eller i samarbejde med andre. Og så skal vi til at have mere fokus på dét, der er nede i jorden, i stedet for hele tiden at fokusere på dét, der er ovenfor jorden, siger Hans Erik Jørgensen.

Formanden håber på, at det engelske besøg kan give mere viden om netop det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive klogere på, hvordan vi kan få mere viden om vores jords tilstand. På den måde kan vi lettere behandle dem optimalt, så de kan give os nogle gode, stabile udbytter og dermed en øget klimaeffektivitet, siger Hans Erik Jørgensen.