Agrovi leverer med sine 85 medarbejdere service og rådgivning til landmænd, landboere - og mange andre erhvervsdrivende. Efterspørgsel fra kunderne har de senere år betydet væsentlig vækst for virksomheden samt stor tilgang af nye medarbejdere.

Med målet om at komme endnu tættere på kunderne i deres dagligdag, åbner Agrovi nu 2 nye afdelinger, og bliver med sine i alt 4 kontorer fuldt og helt sjællandsdækkende fra 2. januar 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gennem hele Agrovi's udvikling har vi konstant prioriteret nærhed og nærvær i forhold til vores kunder, og der er slet ingen tvivl om, at det er den nære relation i det daglige samarbejde, der har været afgørende for den vækst vi hidtil har oplevet, udtaler direktør i Agrovi Niels Peter Ravnsborg.

Relationens betydning

- Her midt i digitaliseringen og alle de uomtvistelige fordele, der er knyttet til nye IT systemer og Big Data, er det både positivt og bekræftende for os at konstatere, hvor meget det analoge og menneskelige nærvær stadig betyder, siger Niels Peter Ravnsborg og fortsætter.

- Vi oplevede det, da vi åbnede vores afdeling i Ringsted, og det er denne oplevelse vi ønsker at gentage med de to nye afdelinger. Hvis alt skal gøres på distancen, mister vi relationen og kendskabet til hinanden i hverdagen - og det ser jeg som en væsentlig ulempe for vores virke. Mennesker handler med mennesker, derfor skal vi nogle gange rykke lidt tættere på hinanden, og være dér hvor kunderne er i deres dagligdag, fastslår Niels Peter Ravnsborg.

Nye kontorer - nye medarbejdere

De nye afdelinger betyder også, at Agrovi har brug for flere medarbejdere. Lige nu søger virksomheden 6-8 personer, som vil være med på rejsen.

- Vi søger især fagfolk inden for økonomi, planteavl og jura, men vigtigst af alt personer, som interesserer sig for vores kunder og deres liv, siger Niels Peter Ravnsborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores mål er nemlig at hjælpe med det, som betyder mest for vores kunder - og det er jo ikke nødvendigvis kun det, der kan læses i regnskabet eller markplanen, siger Niels Peter Ravnsborg.

Agrovi starter 2017 med at slå dørene op for kunder og medarbejdere på de to nye lokaliteter på henholdsvis Hørbygaard Gods vest for Holbæk, og i Nørre Alslev på Falster.