Den danske virksomhed med speciale i håndtering af gylle, Agrometer, viser på Agromek en ny generation selvkørende gylleudlægger.

De største kendetegn ved den nye generation udlægger er en ny kabine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået den nye Claas-kabine monteret på maskinen, og det giver en langt mere behagelig arbejdsdag for chaufførerne i sæsonen, fortæller Peter Pedersen, Eksportdirektør hos Agrometer.

Han fremhæver blandt andet det integrerede køleskab i kabinen som en væsentlig forbedring af førerkomforten.

- Det er en mindre detalje, men ikke desto mindre noget som chaufførerne vil sætte stor pris på, er jeg overbevist om, fremhæver Peter Pedersen.

Der er også blevet samlet meget mere betjening i kørehåndtaget i kabinen end tidligere.

Andre fordelere

Af andre nyheder på den nye Agrometer SDS 7200 gylleudlægger er en udskiftning af fordelerne til Harsø fordelere:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udskiftning er gjort på grund af en god fordeling af gyllen i fuld arbejdsbredde med lav vedligehold, konstaterer Peter Pedersen.

Motoren leveres stadig fra John Deere, men er blevet stærkere.

- Vi har hævet effekten fra tidligere 172 hestekræfter til 225 hestekræfter, fortæller Peter Pedersen.

Det samme gør sig gældende på de nye pumpevogne fra Agrometer, hvor der ligeledes sidder en 225 hestekræfter stærk John Deere-motor

Selvrensende

Auto-dosering er et velkendt system fra Agrometer, og det findes også på den nye udlægger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når chaufføren har indstillet doseringen på eksempelvis 30 ton pr. hektar, vil maskinen selv sørge for at holde hastigheden, så det passer til doseringen, forklarer Peter Pedersen.

Agrometer har solgt to af de nye maskiner i Danmark og flere i udlandet.

- På Agromek viser vi maskinen som Errested Maskinstation i Sønderjylland har købt, men også Martin Børsting Maskinstation på Salling i det Nordvestjyske har købt en ny maskine og tilmed en ny pumpevogn, fortæller Peter Pedersen.

Den nye pumpevogn til Martin Børsting Maskinstation er monteret med et selvrensende system, som renser gylleslangerne med trykluft og vand.

- En skumbold skydes igennem slangerne med trykluft, som tilpasser sig de forskellige slangestørrelser på fire og seks tommer. Det betyder, at når arbejdet er afsluttet hos en kunde,sørger maskinen for at tømme slangerne fuldstændigt og minimere risikoen for gylleudslip, påpeger Peter Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agrometer levere op til seks tommer fødeslange og fire til fem tommer slange på udlæggeren.