En af de nyheder, som den franske producent Kuhn stiller op med på Agritechnica, er en tilføjelse til Kuhns serie af ballepressere. Nyheden, der har fået navnet Kuhn LSB 1290 iD, kommer ud på de europæiske markeder i et begrænset antal næste år, og det er tilføjelsen "iD", der er interessant.

Betegnelsen står for "intelligent density", altså en intelligent styring af ballernes tæthed, og den egenskab har så gode perspektiver, at en sølvmedalje på Agritechnica 2013 er i hus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet kan give ballerne op til 25 procent større tæthed, ligesom maskinen også er velegnet til vanskelige og våde forhold. Som den i forvejen kendte version gør den sig bedst med en traktor fra 200 hestekræfter.

Kuhns familie af storballepressere består af de fire basismodeller, LSB 870, 890, 1270 og 1290 og med det nye iD system står Kuhn med en mere komplet modelrække med flere evner.

Samme hastighed

Finten ved iD-systemet er, at det er en gevinst, når det gælder transport og opbevaring. Modellen er også særligt velegnet til enegiafgrøder og biomasse.

Hjertet er modellens Twinpact dobbelte stempelsystem, som anvender dobbelt så meget styrke som en traditionel storballepresser, når den skal give ballerne den øgede tæthed. Systemet er indrettet med et øvre og nedre stempel, så ballen presses af to omgange.

Om det så går langsommere? Nej. Lover man hos Kuhn. Nyheden kan både køre med den sædvanlige høje fremkørselshastighed - og alligevel producere fastere baller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye model har et dobbelt knyttersystem, hvor snoren kommer både fra oven og for neden. Det gør snoren stærkere for færre driftsstop.