Landbruget er klar til den grønne omstilling, og der er stor interesse for at etablere solceller på staldtagene blandt landmændene, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Det oplever virksomhedsrådgiver i Agri Nord, Jacob Frey Hansen, der i sidste uge holdt møde for 80 landmænd fra hele landet, der er interesserede i at lave grøn energi med solceller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han regner på konkrete investeringer for en håndfuld af dem.

Men som reglerne er nu, bliver investeringerne ikke til noget. Det skyldes, at en rådighedstarif gør det alt for dyrt at investere i solceller.

- Der bliver ikke sat nogle projekter i gang, før tariffen er væk, men forsvinder den, så kommer der virkelig til at ske noget, siger rådgiveren.

Straffes for at producere grøn energi

Rådighedstariffen er fastsat af de selskaber, der driver el-nettet, og tariffen er godkendt af staten.

Tariffen svinger fra 7-16 øre pr. kWh fra selskab til selskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis en landmand begynder at producere sin egen, grønne strøm, skal han betale en form for bøde i form af en tarif, fordi han aftager mindre el fra nettet.

- Det er helt urimeligt. Det svarer til, at du bliver økonomisk straffet for at skifte dine elpærer ud med LED-pærer og derved sparer strøm, siger bestyrelsesmedlem i Agri Nord, Ulrik Krogs-gaard i pressemeddelesen.

Han sender nu et brev til den nye klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- Vi i landbruget vil gerne den grønne omstilling, men vi er nødt til at have fjernet den her stopklods, siger han.

Kan ikke tage risiko uden sikkerhed

Selvom landmanden gerne vil bidrage til den grønne omstilling og være med til at sikre et godt klima, kan han ikke gøre det uden, der er en positiv økonomi i projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmanden skal jo investere i anlægget og betale for reparation og service af det. Derfor er der nødt til at være plus på bundlinjen, siger Ulrik Krogsgaard og tilføjer:

- Både teknologien og viljen hos landmændene er der, men lovgivningen arbejder imod os.