Agri Nord har den 30. september modtaget 31 opsigelser fra medarbejdere i økonomiafdelingen i Aars.

Det sker ifølge Agri Nord som en reaktion på en organisationstilpasning, hvor to teamlederstillinger er blevet nedlagt og de to medarbejdere dermed opsagt. Den ene af teamlederne havde base i Aars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en alvorlig sag for Agri Nord og vores kunder. Vi har fået styr på situationen og har fuldt fokus på at finde de rette løsninger for vores kunder og for Agri Nord, siger administrerende direktør Erik Lydiksen.

Ny konsulent til berørte kunder

- De to teamledere blev afskediget 20. september, og vi har siden afholdt møder med de berørte afdelinger. Her har medarbejderne i Aars udtrykt deres uenighed med denne beslutning. Det har nu resulteret i, at hovedparten af afdelingens medarbejdere, i alt 31, har opsagt deres stilling pr. 31. oktober. Vi har været i dialog med de enkelte medarbejdere, men det har desværre ikke ændret på status. Vi gør alt, hvad vi kan for at tage hånd om kunderne og deres behov, siger Erik Lydiksen og understreger, at de kunder og medlemmer som bliver berørt vil få en ny konsulent og assistent tilknyttet.

Formand beklager

Formand for bestyrelsen Carl Chr. Pedersen beklager situationen, og de problemer det måtte give for de berørte medlemmer og kunder.

- Agri Nords ledelse har til opgave til alle tider at sikre udviklingen af forening og rådgivning. Det har været nødvendigt at gennemføre tilpasninger i medarbejderstaben, og her har ledelsen udvist den fornødne ansvarlighed og rettidig omhu ved opsigelse af medarbejdere ? både ledere og menige medarbejdere. En beslutning som formandsskabet bakker 100 % op. Bestyrelsen er orienteret og indkaldt til møde senere i dag, siger Carl Chr. Pedersen.

- Jeg håber, der er opbakning blandt vores medlemmer og kunder til den strategi, som er lagt i Agri Nord, og man dermed vil være med til at sikre vores forening den fornødne gennemslagskraft, siger Carl Chr. Pedersen.