Da svin på en gård i Nordjylland pludselig stoppede med at drikke vand af deres trug og begyndte at bide hinanden, kunne hverken dyrlæger eller andre eksperter finde ud af, hvorfor de gjorde det.

Det skal forskere fra Aalborg Universitet og DTU efter sommerferien forsøge at svare på ved at sætte måleinstrumenter og videoovervågning op i stalden hos Kirsten og Lars Peter Simonsen. Det skriver DR Nordjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har besøgt besætninger i tidens løb, som har haft de her problemer, og vi har også haft fokus på det flere gange og lavet undersøgelser. Men da vi endnu ikke ved, hvad det er, vi skal måle efter, så står vi jo på bar bund. Derfor vil vi prøve at se, om vi kan komme tættere på, hvad det er, der foregår ved at undersøge på gården i Nordjylland, siger Erik Damsted, der er seniorprojektleder i Videncenter for Svineproduktion.

Mistanken går på strøm, rystelser eller støj, men det vil alt sammen blive undersøgt.