Bæredygtigt Landbrugs store gødningssag mod staten har været et af årets store samtaleemner i landbruget, og nu tyder meget på, at sagen kan være tæt på at få sin afslutning.

Det skyldes den nye landbrugspakke, der åbner for mere gødning på de danske marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som jeg ser det, så giver landbrugspakken os massivt medhold, og man får hele undergødskningen bortskaffet, siger advokat Hans Sønderby Christensen, der fører gødningssagen for Bæredygtigt Landbrug.

Advokaten påpeger desuden, at Miljø- og Fødevareministeriet skriver i aftaleskriftet for landbrugspakken at: "Kravene om reducerede gødskningsnormer, randzoner og efterafgrøder tager hverken højde for, hvor miljøproblemerne er størst, eller hvilken effekt, indsatsen har lokalt. Samtidig stiller kravene ufleksible rammer for landmandens drift - og det koster landbruget 1,4-1,9 milliarder kroner om året".

- Det var netop det, vi prøvede at bevise, da vi søgte om opsættende virkning ved Vestre Landsret. Dengang var staten uenig, men nu indrømmer man, at tabet er så stort, som vi hele tiden har sagt, siger Hans Sønderby Christensen til Maskinbladet.

Når staten nu anerkender omkostningerne ved undergødskning, vurderer Hans Sønderby Christensen, at Bæredygtigt Landbrugs gødningssag nu kan betragtes som en tilståelsessag, da et vigtigt punkt i Nitrathandlingsplanen er, at indsatsen mod gødning skal være omkostningseffektiv.

- Når staten har indrømmet, at det koster mellem 1,4 og 1,9 milliarder kroner for ét til to kg N pr. hektar, er det et bevis for, at reducerede gødningsnormer er det formentligt dyreste og mest ineffektive virkemiddel i Europa. Når vi ser på prisen, og hvad vi opnår, så er det klart, at det er en ekstrem pris for ingenting, siger Hans Sønderby Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog stadig op til staten at afgøre, om man vil fortsætte sagen i retten.

- Hvis staten ikke tager til genmæle over for vores påstande, betragter jeg det som en tilståelsessag. Det mest naturlige vil være, at staten laver et bekræftende genmæle, hvor de indrømmer, at vi har ret. Jeg vurderer, at det er ret sandsynligt, at det kommer til at ske på et tidspunkt, siger han.

Hvis der fra statens side bliver givet et bekræftende genmæle, vil det ifølge advokaten betyde, at der kan indgås forlig i sagen, hvor Bæredygtigt Landbrug får dækket foreningens sagsomkostninger.