Hvis der opstår en tvist mellem to medlemmer af Landbrug & Fødevarer, kan medlemmer bede om, at Landbrug & Fødevarer som organisation fører sagen som principsag. For at vurdere, om en tvist har principiel karakter, bliver sagen præsenteret for Landbrug & Fødevarers samhandelsudvalg, hvor det vurderes, om sagen har tilstrækkelig principiel karakter til at Landbrug & Fødevarer vil gå ind i sagen.

Hvis Samhandelsudvalget vurderer, at sagen er tilstrækkeligt principiel, bliver Landbrug & Fødevarer mandatar, og derefter findes der en advokat, som derefter fører sagen videre i retssystemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lanmænd i klemme

Flere landmænd og foreninger som Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter har over for Maskinbladet påpeget, at der kan være udfordringer i forhold til måden, Landbrug & Fødevarer håndterer sagen. De mener, at landmanden ofte bliver den lille, når tvisten foregår mellem primærproducenterne og de andelsvirksomheder, landmændene står som ejere af.

Maskinbladet har derfor bedt advokat Jens Paulsen fra Dahl Advokater vurdere, om der er problemer forbundet med Landbrug & Fødevarers konstruktion og måde at håndtere tvister mellem medlemmer af organisationen, som både kan være primær-landmænd og andelsvirksomheder. Jens Paulsen har arbejdet med landbrug og landbrugskunder gennem en årrække.

Ok at selektere

Advokaten har kigget nærmere på Landbrug & Fødevarers vedtægter og vedtægterne for Samhandelsudvalget under Landbrug & Fødevarer.

Han mener ikke, at der er noget juridisk problematisk i den måde, Landbrug & Fødevarer håndterer konflikterne på.

- Der er intet som helst odiøst i den praksis. Landbrug & Fødevarer er en forening, som har et formål og et sæt vedtægter, som er tilgængelige for deres medlemmer. Der er ikke noget problematisk juridisk, i at Landbrug & Fødevarer på den måde selekterer, hvilke sager, de vil føre, siger Jens Paulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når landmænd lufter deres frustrationer over måden, Landbrug & Fødevarer håndterer konfliktsager på, er det efter Jens Paulsens vurdering ikke noget, der er unikt for Landbrug & Fødevarer.

- Der er mange brancheorganisationer, som arbejder på samme måde. Så på den måde, er det ikke anderledes for landmændene end for medlemmer af rigtigt mange andre brancheforeninger. Der er i hvert fald ikke noget at komme efter, siger Jens Paulsen.

Udmeldelse er en mulighed

Advokaten vurderer derfor, at hvis man ikke er tilfreds med Landbrug & Fødevarers håndtering af sager mellem organisationens landmandsmedlemmer og virksomhedsmedlemmer, er der ikke andet at gøre end at melde sig ud af foreningen, stifte en ny forening eller melde sig ind i en anden forening.

- I Danmark er vi så heldigt stillet, at der er foreningsfrihed. Derfor står det enhver frit enten at stifte en ny forening med et nyt formål, eller at melde sig ind i en anden forening, som man mener repræsenterer ens interesser bedre, siger Jens Paulsen.

Regler for inhabilitet

Når advokaten stilles spørgsmål om Samarbejdsudvalgets habilitet og dermed om organisationens landbrugsmedlemmer kan have tillid til Samarbejdsudvalgets afgørelser, er svaret efter en kort betænkningstid:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I sager, hvor eksempelvis dommere, voldgiftsdommere, kuratorer, rekonstruktører og beslutningstagere i den offentlige forvaltning, skal træffe afgørelser, er der i lovgivningen opstillet ret klare retsningslinjer for, hvornår der foreligger inhabilitet. Det er min vurdering, at sammensætningen af Samarbejdsudvalget i forhold til afgørelser af tvister mellem organisationens to medlemsgrene, ikke opfylder de retlige krav, der stilles til personer, der i lovgivningen er tillagt beslutningskompetence, siger Jens Paulsen.

Ikke fuld retshjælp

At flere landmænd kan have en opfattelse af, at Landbrug & Fødevarer ikke bakker dem tilstrækkeligt op, er der ifølge advokat Jens Paulsen ikke meget at gøre ved.

- At brancheorganisationer kun understøtter principielle sager er helt naturligt. Det er i hvert fald undtagelsen, at brancheorganisationer yder generel, ubetinget og ubegrænset retshjælp. At der ikke i L&F's vedtægter eller i Samhandelsudvalgets vedtægter er fuld retshjælp er logisk. En forening, der har medlemmer, der kan have sammenfaldende interesser, men som selvfølgelig også vil have modsatrettede, kan i sagens natur ikke i samme tvist yde generel retshjælp. Stort set alle erhvervsdrivende vil dog være omfattet af retshjælp via tegnede erhvervsforsikringer, der stort set alle i nogen udstrækning dækker omkostninger til retlige tvister, dog med en selvrisiko, forklarer Jens Paulsen.