Åbent hus på landbrugsskole
Gråsten Landbrugsskole holder åbent hus, så interesserede kan se skolen, der for nyligt blev kåret som den bedste i en stor undersøgelse
Lørdag den 4. februar åbner Gråsten Landbrugsskole dørene for alle interesserede, så man ved selvsyn kan få en fornemmelse af, hvordan livet på Danmarks mest populære erhvervsskole er.
Grunden til at skolen kan bryste sig af den titel, er resultatet af en kæmpe undersøgelse af elevtilfredsheden på 57 erhvervsskoler i Danmark, hvor Gråsten Landbrugsskole indtager 1.pladsen for andet år i træk.
Til Åbent Hus kan de besøgende blandt andet opleve arbejdet i staldene på skolens eget landbrug, da Gråsten Landbrugsskole som en af de få landbrugsskoler i Danmark har valgt at bibeholde landbrugsproduktion direkte på skolens jorde.
Studenter skal passe køer
Studievejleder Dorthe Kreiberg ser frem til det store rykind på lørdag, hvor en helt særlig gruppe af unge ventes at møde talstærkt op.
- Vi har de seneste to år haft fokus på vores studenterlinje, og nu kan vi se effekten af det. Vi har lige afsluttet det største hold nogensinde, og det endda med et flot karaktergennemsnit på 10,4, fortæller Dorthe Kreiberg.
Studenterlinjen er for de unge, som har afsluttet studentereksamen, HTX, STX, HHX eller HF og gerne vil skabe sig en karriere inden for landbruget. Med studenterhuen på hovedet kan man springe nogle trin over i landbrugsuddannelsen og på få år stå som færdiguddannet landmand.
Bliv klogere i udlandet
Gråsten Landbrugsskole giver også unge med landbrugsinteresse mulighed for at efteruddanne sig i udlandet, hvilket der også vil blive rig mulighed for at høre mere om til Åbent Hus Arrangementet.
- Skolen har et rigtig godt samarbejde med organisationen In-Pact, som tilbyder kurser og efteruddannelse inden for landbruget. I år er der f.eks. mulighed for at komme til Letland og lære om driftsledelse af gede-farme, i Holland er der kursus om foderafgrøder og ensilage, understreger Dorthe Kreiberg.









Kommentarer