En flok landmænd fra Beder nær Aarhus har igennem en længere periode drevet deres undbrug under en trussel om, at byrådet i Aarhus Kommune ville forbyde dem at sprøjte deres jord. Nu har et flertal i Aarhus Byråd vedtaget en såkaldt indsatsplan for Beder-området, der gør truslen til virkelighed. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

De 10 berørte landmænd bliver nu pålagt af kommunen, at omstille pesticidfri drift. Ifølge Aarhus Stiftstidende har omkring en tredjedel af landmændene ved Beder tidligere indgået frivillige aftaler om pesticidfri drift. I februar sidste år vedtog byrådet at varsle et pålæg til de sidste 13 ejendomme. Heraf har tre siden indgået frivillige aftaler, så tilbage er nu 10, der får et pålæg. Da indsatsplanen for Beder kom til afstemning i byrådet, stemte Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Konservative for med i alt 22 stemmer, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod med i alt ni stemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er skræmmende, at man beskylder landbruget for at forurene grundvandet. Det gjorde det måske for 30-40 år siden, men der er ikke bevis for, at det gør det i dag. Der er fundet pesticider i meget små mængder, men at det er kommet fra landbruget er ikke bevist. Det kan være fra andre erhverv og ikke mindst fra grundejere, der bruger store mængder pesticider i deres haver, sagde Knud N. Mathiesen (DF) ifølge Aarhus Stiftstidende.

Der er dog fra Rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) lagt op til, at de berørte bliver kompenseret:

- Alle landmænd bliver kompenseret fuldt ud for værdiforringelsen. Der er masser af dansk landbrugsjord, der dyrkes uden sprøjtegifte. Og nu siger vi til landmændene i Beder, at de ikke må sprøjte mere. Der er aftalt erstatninger, og vi kan være ganske trygge ved, at der er lavet et godt forarbejde, sagde han ifølge Aarhus Stiftstidende.