75 millioner til danske mælkeproducenter
Danmark får 75 millioner kroner fra en ny EU-mælkefond. Men fødevareministeren er ikke tilfreds med., at hele unionens landbrugsbudget dermed er brugt for 2010.
Rådne æg, kastanjer, gammel mælk og kanonslag mødte det voldsomme politiopbud, som indhyllede EU's ministerrådsbygning i Luxembourg.
Her havde flere hundrede vrede mælkebønder parkeret traktorne på de store indfaldsveje til EU-kvarteret for til fods at bevæge sig med halmballer og koklokker tæt på de 27 EU-landbrugsministre, der i mandags mødtes for at vedtage en række hjælpeforanstaltninger, der skal hjælpe erhvervet med at stå imod den krise, som faldende mælkepriser har ført det ud i.
To milliarder i mælkefond
Blandt tiltagene er en forlængelse af interventionsstøtten og eksportstøtten, en ændring i kvoteafgiftssystemet, så medlemsstaterne kan fordele nogle penge fra superafgiftssystemet til producenterne, samt en to milliarder kroner stor mælkefond, som EU's landbrugskommissær Mariann Fischer Boel præsenterede.
Hvis fonden får grønt lys fra EU's finansministre i november, vil den distribuere en bunke penge til hvert medlemsland, som selv kan bestemme, hvordan de vil sende pengene videre til producenterne.
Ud af de to milliarder går 75 millioner kr. til de danske mælkebønder.
Danmark får dermed en forholdsvis stor del af kagen, fordi pengene betales på baggrund af produktionsmængde, hvilket favoriserer det intensive danske landbrug.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen har endnu ikke besluttet sig til, hvad de danske penge skal bruges til, men hun understreger, at det bliver noget, der skal fremme den danske plads på det globale marked.
- Sådan at det bliver nogle holdbare initiativer på sigt, i stedet for de kendte markedsregulerende initiativer, der måske hjælper her og nu, men jo ikke som sådan gør noget for konkurrencesituationen, understreger ministeren.
Utilfreds minister
Eva Kjer Hansen er ikke helt tilfreds med, at landbrugskommissæren med sine egne ord har "tømt lommerne".
- Det bekymrende er, at når vi har brugt de 280 millioner euro, så er der ikke nogen overskydende midler tilbage på 2010-budgettet. Det vil sige, at hvis der kommer et udbrud af mund- og klovsyge, eller problemer med for eksempel tørke, så kommer vi ministre til at stå i en meget alvorlig situation, siger Eva Kjer Hansen.
Også landbrugskommissæren selv beklagede, at der var lukket for kassen.
- I har plukket guldgåsen fuldt ud. Jeg har ingenting tilbage. Det er slut. Og der er altså ikke nogen delegationer, der kan komme tilbage og bede mig om en eneste euro til, understregede Mariann Fischer Boel ved en pressekonference efter mødet.
Ingen klapsalver
Men der var ikke den store applaus at hente fra de tilrejsende landbrugsorganisationer.
- Det er for lidt i forhold til den nød, landmændene står i. Og det er temmelig sent i forhold til denne krise, som har varet i al for lang tid, lyder det i en pressemeddelelse fra den franske organisation af producenter, FNSEA.
- Der er brug for en alvorlig politikændring nu, understregede formanden for den europæiske landbrugsparaplyorganisation COPA, Padraig Walshe.
Og uden for rådsbygningen undskyldte demonstranterne over den hårdhændede behandling af politiet, men fortsatte presset på politikerne.
- I har fået lidt æg på jer, men det er os, der står i det lort, som EU har efterladt os i, sagde en talskvinde for European Milkboard, der står bag demonstrationen.









Lige mine ord PNJ...
Tror såmænd også langt de fleste danske mælkeproducenter var pengene foruden som dig...
de håndøre det giver batter ingenting, hvorimod de måske bedre kunne hjælpe i ovenstående situationer (tørke m.m.), som bonden ikke selv har nogen indflydelse på... En skidt beslutning af Mariann...