Fra i dag kan landmænd og lodsejere i hele Danmark søge om tilskud til at etablere et minivådområde og dermed hjælpe miljøet. Og i år er der ekstra tid til at få sendt ansøgningen ind til Landbrugsstyrelsen. Fødevareminister Mogens Jensen har besluttet at forlænge ansøgningsrunden med over tre måneder.

- Vi skal have flest mulige minivådområder, som kan hjælpe miljøet ved at opsamle kvælstof. Når vi beder landmænd og konsulenter om at sikre mere lokal koordination, så er vi også nødt til at give lidt den anden vej. Derfor har jeg besluttet at give dem over tre måneder ekstra til at sende ansøgningerne ind, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Et minivådområde hjælper miljøet ved at rense drænvand fra markerne omkring minivådområdet for kvælstof. Minivådområdet udgør en form for naturligt renseanlæg, hvor mikroorganismer reducerer kvælstofkoncentrationen i drænvandet inden det ledes videre ud i vandmiljøet.

Forlængelsen af ansøgningsrunden kommer efter, at Landbrugsstyrelsen tidligere i februar opfordrede oplandskonsulenter, kommuner og landmænd til at koordinere placeringen af minivådområder. Det skete som følge af, at det potentialekort, som er grundlaget for ansøgningsrunden og den efterfølgende sagsbehandling, ikke omfatter flere små sideådale.

Det er tredje gang, at landmænd og konsulenter kan søge om at få tilskud til at etablere et minivådområde. I 2019 ansøgte 338 landmænd om at anlægge et minivådområde.

- Jeg håber, at der kommer rigtig mange ansøgninger om tilskud til at etablere minivådområder. Det er en stor mulighed for landbruget for at gå forrest og vise, at de er med os på vores mission om at få kvælstofudledningen ned, siger Mogens Jensen.

I år er ansøgningsrunden åben fra den 28. februar og frem til den 11. august. I alt er der 115 millioner kroner i puljen i 2020.