Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

45 millioner kroner puster liv i syv natur- og kystprojekter

Af esu - 10. feb. 2018 KL. 09:00

Der er bred enighed om at fordele 45 millioner kroner på syv natur- og kystprojekter.

En enig kreds af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er klar til at kickstarte en række natur- og kystprojekter rundt omkring i landet. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Borgerne på Anholt og i Løkken, Lønstrup og Nørlev kan se frem til mere kystbeskyttelse, mens bornholmerne får mere natur til gavn for fugle og planter. Samtidig oprettes der en pulje, som giver kommuner og private digelag mulighed for at få tilskud til digeprojekter, mens kommuner også kan få tilskud til at fjerne herreløse skibsvrag nær kysten.

Konkret er der fordelt 45 millioner kroner fra Vækstplan DK til syv projekter og puljer. De uforbrugte midler kommer fra Skatteministeriet.

- Med de 45 millioner kroner sætter vi ekstra skub i en række vigtige indsatser, som kan gøre livet lettere for borgere og for kommuner. Midlerne falder på et tørt sted, hvor vi kan gøre rigtig meget godt for mange borgere. Jeg er særligt glad for, at vi afsætter penge til at genetablere Ekkodalens moser på Bornholm. Det har været et konkret mål for regeringen. Genetableringen kan give bedre levevilkår for vilde dyr og planter, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

De ekstra midler til kystbeskyttelse- og naturindsatser glæder partiernes ordførere:

- Det er afgørende, at vi har fundet midler til, at staten kan bidrage til aktuelle digeprojekter. Klimaforandringerne betyder, at der fremadrettet bliver behov for kystsikring og diger i blandt andet Syd- og Sønderjylland. Derudover glæder jeg mig over, at vi med aftalen kan skabe et nyt stort naturområde i Ekkodalen på Bornholm, siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

- Dansk Folkeparti har presset på for at give drænrør som kystbeskyttelsesredskab en chance til. Med nye forsøg kan vi se, om det kan hjælpe os med at sikre kysterne mod havet, som langsomt æder sig ind i Danmark, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF).

- Med de ekstra midler får vi mulighed for at gøre en ekstra indsats der, hvor der er akut behov. Det er både Anholt og Lønstrup gode eksempler på. Midlerne kommer til at gøre en kæmpe forskel for borgerne i de to områder, siger miljøordfører Carsten Bach (LA).

- Jeg er meget tilfreds med, at det nu er lykkes at finde de sidste 3,2 millioner kroner, så Anholt kan komme i gang med et større kystbeskyttelsesprojekt, der med bølgebrydere, høfder, strandvold og strandfodring skal beskytte hovedfærdselsåren på øen, siger politisk leder Morten Østergaard (RV).

- Det er helt afgørende for klimaet, at vi får gjort noget ved de meget skadelige F-gasser, der bruges i mange kølesystemer. Ofte er det muligt at skifte til mere klimavenlige gasser. Med denne aftale får vi opdateret og udbredt den viden, som Danmark er kendt for at have og bruge, siger miljøordfører Trine Torp (SF).

- Vi skal ikke have skibsvrag liggende i kystnære områder, hvor de er til gene for både mennesker og miljø, og derudover skæmmer landskabet. Jeg er glad for, at vi med 2,8 millioner kroner kan gå ind og støtte kommunerne i at få fjernet herreløse vrag fra vores kyster, siger miljøordfører Mette Abildgaard (K).

- Rigtig mange kommuner og digelag står med godkendte ansøgninger til digeprojekter, men mangler den sidste økonomi for at kunne rykke. Jeg er glad for, at vi kan hjælpe med at beskytte bygninger, boliger og værdier mod oversvømmelser. Samtidig er jeg glad for, at vi åbner for en pulje til at fjerne kystnære skibsvrag, siger miljøordfører Erling Bonnesen (V).

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame