Nu melder de danske dyrlæger sig i koret af kritikere af regeringens udspil til finansloven for 2002.

Finanslovforslaget lægger op til betydelige besparelser inden for fødevarekontrol og -forskning, og det kan få alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden og det veterinære stade i Danmark, advarer Den Danske Dyrlægeforening (DDD).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke fremtid, men ren solformørkelse. Vi må forudse, at samfundets ønsker om at sikre sunde og ordentlige fødevarer bliver langt sværere at indfri med de besparelser, der lægges op til, siger Per Thorup, formand for DDD.

Fødevaredirektoratet skal spare 82 mio. kr., hvilket svarer til 12 procent at bevillingerne i år. Hertil kommer en kraftig beskæring af midlerne til fødevareforskning, påpeger DDD.

Ude af trit

Besparelserne går ifølge Per Thorup meget dårligt i spænd med samfundets ønsker til fødevaresikkerhed.

- Hvis vi i samfundet har en minimumsmålsætning om at bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier i maden, at udrydde kogalskab og hindre alvorlige husdyrsygdomme som mund- og klovesyge i at trænge ind i landet, så hænger det ganske enkelt ikke sammen, siger han.

Den kortsigtede besparelse kan i værste fald ende med at blive en dyr fejltagelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har set i England, at sådanne fejltagelser koster milliarder. Hertil kommer de problemer, det kan medføre i forhold til dyrevelfærden, når kontrolmyndighedernes ressourcer begrænses, siger Per Thorup.

Han ærgrer sig over, at man skærer i Fødevaredirektoratet nu, hvor det ser ud til, at de begyndervanskeligheder, som direktoratet har kæmpet med, endelig ser ud til at være overvundet.

Frygter for forskningen

DDD har også bange anelser, når det gælder forskningen. Det er forudsætningen for at være i front med bekæmpelsen af sygdomme og dermed forudsætningen for landets eksportsucces.

Men regeringen har barberet ned på midlerne hertil i forhold til den forrige regering.

- Vi har lagt mærke til, at der er afsat 400 mio. kr. til IT og forskning, men for det første er de beløb ikke fordelt endnu, og vi har på fornemmelsen, at det primært vil gå til IT-området. For det andet er det en reduktion på 200 mio. kr. i forhold til den forrige regerings bevilling af ekstraordinære forskningsmidler, siger Per Thorup.